Tiered linkbuilding – Tier 1, Tier 2 og Tier 3 links
Tiered linkbuilding er en linkbuildingstrategi, hvor man ikke kun bygger backlinks direkte til sit eget website. I stedet arbejder man med links i flere niveauer, hvor nogle links bruges til at styrke de eksterne sider, der allerede linker til websitet.
Metoden har eksisteret i mange år og har historisk været anvendt i langt mere aggressive former, end jeg ville anbefale i dag. Men selve princippet bag tiered linkbuilding er stadig interessant:
Et backlink har ikke kun værdi på grund af domænet, det kommer fra. Den konkrete side, hvor linket befinder sig, og de links der peger på denne side, har også betydning.
Hvis du allerede har opnået et særdeles godt backlink fra en relevant kvalitetsside, kan det derfor i nogle tilfælde være interessant at arbejde med links til denne side frem for hele tiden at skaffe nye links direkte til dit eget website.
Det betyder ikke, at tiered linkbuilding bør anvendes på alle backlinks. Tværtimod bør metoden efter min vurdering anvendes meget selektivt.
Hvad er tiered linkbuilding?
Tiered linkbuilding betyder, at backlinks organiseres i forskellige niveauer – tiers.
Den klassiske model består typisk af tre niveauer:
- Tier 1-links peger direkte på dit website.
- Tier 2-links peger på siderne med dine Tier 1-links.
- Tier 3-links peger på siderne med dine Tier 2-links.
Et Tier 2-link linker altså ikke direkte til dit website. Det linker eksempelvis til en ekstern artikel, som allerede indeholder et link til dit website.
Et Tier 3-link befinder sig endnu et niveau længere væk og linker til en side, som igen linker til Tier 1-siden.
Eksempel på tiered linkbuilding
Forestil dig, at din virksomhed har fået en fagligt stærk omtale på et relevant branchewebsite.
Artiklen indeholder et naturligt link til en vigtig side på dit website.
Strukturen er i første omgang:
Ekstern kvalitetsartikel → dit website
Linket fra artiklen er dit Tier 1-link.
Hvis tre andre relevante websites efterfølgende linker til denne artikel, får vi:
3 eksterne sider → Tier 1-artikel → dit website
De tre nye links fungerer nu som Tier 2-links.
Hvis andre sider igen linker til disse tre sider, har vi etableret Tier 3.
Det grundlæggende formål er derfor ikke nødvendigvis at få flere links direkte til dit website. Formålet er at forsøge at styrke den side, som allerede linker til dit website.
Sådan fungerer Tier 1, Tier 2 og Tier 3

Den klassiske struktur kan illustreres således:
Tier 3 → Tier 2 → Tier 1 → dit website
Tier 1 – direkte links til dit website
Tier 1 består af de links, der peger direkte på dit website. Det er derfor her, kvalitet og relevans er vigtigst.
Tier 2 – links til dine Tier 1-sider
Tier 2 består af links, der peger på de eksterne sider, hvor dine Tier 1-links befinder sig. Formålet er at styrke disse sider og dermed potentielt også deres links videre til dit website.
Tier 3 – links længere ude i kæden
Tier 3 består af links til Tier 2-siderne. Historisk var det ofte her, volumen steg markant, mens kvalitetskravene samtidig blev reduceret.
Jo længere væk fra hovedwebsitet man kom, desto lavere kvalitetskrav stillede man typisk til linksene.
Historien bag tiered linkbuilding
For at forstå metoden skal vi nogle år tilbage i SEO-historien.
Links har siden Googles tidlige år været en central del af søgemaskinernes mulighed for at forstå relationer mellem sider og vurdere deres betydning.
Et backlink eksisterer imidlertid ikke isoleret.
Side A linker til Side B. Men Side A har selv links fra andre sider, og disse sider har igen deres egne indgående links.
Internettet består dermed af et enormt netværk af indbyrdes forbundne dokumenter.
Det var dette princip, man forsøgte at udnytte mere systematisk med tiered linkbuilding.
Hvis man havde et godt link på Side A, kunne man forsøge at gøre Side A stærkere ved at bygge links til den. Dermed behøvede alle links ikke pege direkte mod det website, man ønskede bedre placeret i Google.
Jeg har selv arbejdet med tiered linkbuilding
Tiered linkbuilding er ikke en metode, jeg kun kender fra teorien.
Jeg arbejdede selv med teknikken i betydeligt større skala tidligere, blandt andet i den periode, hvor jeg arbejdede med IP delivery-websites.
Dengang kunne første, anden og tredje position i en linkkæde være interessante, og man kunne arbejde langt mere systematisk med strukturen:
Tier 3 → Tier 2 → Tier 1 → hovedwebsite
Men der var en anden karakteristisk egenskab ved datidens tiered linkbuilding:
Kvaliteten faldt typisk, jo længere væk man kom fra hovedwebsitet.
Tier 1 – her skal kvaliteten være højest
Tier 1 er det vigtigste niveau, fordi disse links peger direkte på dit website.
Her bør kvalitet, relevans og sidens reelle værdi være afgørende.
Et Tier 1-link bør derfor ikke alene vurderes ud fra et domænes DR, DA eller andre eksterne SEO-metrics.
Man bør se på den konkrete side:
- Er indholdet originalt, relevant og fagligt godt?
- Har siden et reelt formål?
- Passer dit link naturligt ind i sammenhængen?
- Har siden selv indgående links?
- Er siden naturligt integreret i websitet?
- Har siden trafik eller organisk synlighed?
- Er der en reel faglig sammenhæng mellem sidens emne og dit website?
Og måske vigtigst:
Ville siden stadig være værd at læse, hvis dit link blev fjernet?
Hvis svaret er nej, har man måske allerede et problem på Tier 1.
En standardside bliver ikke værdifuld, fordi den får flere links
Dette er særlig relevant på det nuværende marked for købte links.
Mange linkplaceringer følger næsten samme skabelon:
- Et almindeligt stockfoto.
- En generisk tekst om et emne.
- Nogle få overskrifter.
- En tekst, der ikke tilfører emnet noget særligt nyt.
- Et til tre kommercielle links.
- Et link til Wikipedia, en myndighed, et større medie eller en anden autoritativ kilde.
Teknisk kan siden være helt i orden. Artiklen kan være indekseret, og domænet kan endda have pæne metrics.
Men det gør ikke nødvendigvis den konkrete side værdifuld.
Et link til Wikipedia eller en anden autoritativ kilde gør heller ikke automatisk den pågældende artikel autoritativ. Det afgørende er stadig sidens eget indhold, dens funktion, dens egne links og den sammenhæng, den indgår i.
Her er derfor en vigtig pointe ved en nutidig anvendelse af tiered linkbuilding:
Jeg ville ikke bruge ressourcer på at bygge Tier 2-links til en middelmådig Tier 1-side.
Tiered linkbuilding bør ikke bruges til at forsøge at reparere et dårligt backlink.
Udgangspunktet bør være det modsatte:
Tier 1-siden skal allerede være så god, at det giver mening at styrke den.
Tier 2 – links til dine bedste backlinks
Tier 2 er efter min vurdering den mest interessante del af konceptet i dag.
Antag, at du har fået et virkelig godt backlink.
Det kommer fra et relevant website. Artiklen er omfattende og fagligt stærk. Dit link indgår naturligt som reference, og artiklen har potentiale til selv at opnå synlighed og indgående links.
Så kan spørgsmålet være, om man skal bruge endnu et godt link direkte på sit eget website, eller om det i enkelte tilfælde kan være interessant at lade det nye link pege på den eksisterende kvalitetsartikel.
Dermed får man:
Nyt kvalitetslink → eksisterende kvalitetsartikel → dit website
Det er Tier 2-linkbuilding i sin enkleste form.
Det er samtidig noget helt andet end automatisk at producere hundredvis af links til enhver artikel, der tilfældigvis indeholder et backlink.
Tier 3 – her blev kvalitetskravene historisk lavere
Når man bevægede sig ud på Tier 3, var den traditionelle tankegang ofte en anden.
Kvalitetskravene blev reduceret yderligere.
Her kunne man historisk finde kataloglinks, profiler, kommentarer, Web 2.0-sider, masseproduceret indhold og andre links, som man ikke nødvendigvis ønskede direkte ind på sit eget website.
På almindeligt dansk kunne en del af disse betegnes som skodlinks.
Argumentet var, at disse links befandt sig flere led væk fra hoveddomænet.
Tier 3 skulle styrke Tier 2. Tier 2 skulle styrke Tier 1. Og Tier 1 skulle sende værdi videre til hovedwebsitet.
Det skabte den klassiske linkpyramide, hvor antallet af links voksede, mens kvaliteten faldt, jo længere man bevægede sig væk fra det website, der skulle placeres.
Problemet med den klassiske linkpyramide
Der er en åbenlys svaghed ved denne model.
Hvis man starter med dårlige links på Tier 3, hvorfor skulle de pludselig blive til kvalitet, blot fordi værdien skal passere gennem to andre sider?
Det gør de ikke nødvendigvis.
Afstand er ikke det samme som kvalitet.
Et system med:
1.000 dårlige links → 100 middelmådige sider → 10 artikler → dit website
er stadig en konstrueret linkstruktur.
Hvis formålet med linksene primært er at manipulere placeringer i søgeresultaterne, kan metoden samtidig komme i konflikt med Googles retningslinjer omkring linkspam.
Kan tiered linkbuilding stadig virke?
Det relevante spørgsmål er efter min vurdering ikke, om man kan genskabe den gamle linkpyramide i dag.
Det relevante spørgsmål er:
Er der stadig situationer, hvor det giver mening at bygge links til en side, der linker til dig?
Ja, det kan der være.
Men det bør ske selektivt.
Jeg ville ikke anvende teknikken på 50 tilfældige backlinks. Jeg ville hellere identificere ét eller nogle få links, hvor Tier 1-siden faktisk har en kvalitet, der gør den interessant at styrke.
Eksempelvis:
Relevant fagmedie → stærk faglig analyse → dit website
Hvis analysen er værdifuld nok til, at andre relevante websites har en reel grund til at referere til den, kan der opstå en Tier 2-struktur uden behov for hundredvis af kunstige links.
Tiered linkbuilding bør begynde med analyse – ikke med antal
Det er derfor værd at vende den traditionelle model på hovedet.
Tidligere kunne spørgsmålet være:
Hvor mange Tier 2-links skal vi bygge til hvert Tier 1-link?
Det spørgsmål ville jeg ikke starte med i dag.
Jeg ville i stedet spørge:
Hvilke af vores eksisterende backlinks er faktisk så gode, at det giver mening at styrke siderne bag dem?
Derefter kan man blandt andet undersøge:
- den konkrete sides kvalitet
- den tematiske relevans
- sidens egne backlinks
- den interne linking til siden
- antal og type af udgående links
- om siden har reel organisk synlighed
- om indholdet har langsigtet værdi
- om andre websites naturligt har en grund til at referere til siden
Først derefter giver det mening at overveje Tier 2.
Et link fra et stærkt domæne er ikke nødvendigvis et stærkt link
Dette er en af de væsentlige pointer i forbindelse med tiered linkbuilding.
Linkbuilding bliver ofte vurderet på domæneniveau.
Et domæne har eksempelvis en bestemt DR, DA eller anden metric, og derfor sælges et link fra domænet som et "stærkt link".
Men dit backlink ligger ikke abstrakt på domænet.
Det ligger på en bestemt URL.
Hvis denne URL er en nyoprettet, næsten isoleret artikel uden egne backlinks, uden trafik og uden reel redaktionel betydning, er det relevant at spørge, hvor meget domænets samlede styrke egentlig fortæller om værdien af netop denne side.
Tiered linkbuilding gør dette spørgsmål særlig tydeligt, fordi hele strategien bygger på relationen mellem links og den konkrete side – ikke blot domænet.
Undersøg siden bag linket med Linktjekkeren
Netop fordi et backlink ligger på en konkret URL og ikke abstrakt på et domæne, kan det være relevant at undersøge, hvordan siden faktisk er placeret og forbundet på det website, hvor linket ligger.
Online Marketings Den øde ø – Linktjekker foretager en begrænset teknisk stikprøve af siden og dens omgivelser. Den undersøger blandt andet HTTP-status, indekseringssignaler, canonical, sitemap, det konkrete udgående link og dets rel-attributter samt dele af den interne linkstruktur.
Det kan eksempelvis være interessant at se, om siden er direkte forbundet med resten af websitet, ligger i en relevant sektion, eller befinder sig blandt en række sider om helt andre emner.
Linktjekkeren klassificerer ikke automatisk et website som linkfarm, PBN eller spam. Den viser tekniske observationer og mønstre, som kan indgå i den efterfølgende vurdering af linket.
Test et eksternt link med Linktjekkeren →
Skal man bruge Tier 2 på købte links?
Ikke automatisk.
At et link har kostet penge, gør det ikke til en kandidat til yderligere investering.
Tværtimod bør man først vurdere, om den købte placering faktisk har den kvalitet, man blev stillet i udsigt.
Hvis artiklen blot er endnu en standardside med generisk tekst, stockfoto, et par kommercielle links og et autoritativt pyntelink, ville jeg ikke automatisk begynde at købe yderligere links til den.
Så risikerer man blot at investere flere penge i et middelmådigt udgangspunkt.
Har man derimod en usædvanligt stærk, relevant og permanent placering, kan situationen være en anden.
Fordele og ulemper ved tiered linkbuilding
Mulige fordele
- Man kan koncentrere indsatsen omkring backlinks, der allerede har høj kvalitet.
- Man flytter fokus fra domænets metrics til styrken af den konkrete URL.
- Et stærkt Tier 1-link kan potentielt styrkes uden endnu et direkte link til hovedwebsitet.
- Metoden kan anvendes selektivt omkring særligt værdifulde omtaler og artikler.
Ulemper og risici
- Metoden kan let udvikle sig til kunstig linkbuilding.
- Flere tiers kan føre til større volumen og faldende kvalitetskrav.
- Et dårligt Tier 1-link bliver ikke automatisk godt, fordi der bygges flere links til det.
- En kunstigt konstrueret linkpyramide kan komme i konflikt med Googles retningslinjer omkring linkspam.
- Ressourcer kan blive spildt på at styrke sider, der grundlæggende ikke fortjener yderligere links.
Derfor er mere ikke nødvendigvis bedre.
Min tilgang til tiered linkbuilding i dag
Jeg betragter ikke tiered linkbuilding som en standardløsning.
Jeg ville absolut ikke bygge Tier 2- og Tier 3-links til alle backlinks på et website.
Den interessante anvendelse ligger efter min vurdering i udvælgelsen.
Find først de få eksterne sider, der faktisk har kvalitet.
Undersøg dem og vurder deres indhold, relevans, egne backlinks, udgående links, interne placering og reelle funktion.
Hvis siden i sig selv er værd at promovere og referere til, kan det give mening at arbejde videre med den.
Hvis den ikke er det, bør man måske snarere spørge, hvorfor man ønskede linket i første omgang.
Tiered linkbuilding bør derfor ikke handle om at bygge flest mulige lag af links. Det bør handle om at identificere de få links, hvor den konkrete side har en kvalitet, der gør den værd at styrke.
Ofte stillede spørgsmål om tiered linkbuilding
Hvad er tiered linkbuilding?
Tiered linkbuilding er en linkbuildingmetode, hvor backlinks opbygges i flere niveauer. Tier 1-links peger direkte på dit website, Tier 2-links peger på siderne med Tier 1-links, og Tier 3-links kan pege videre på Tier 2-siderne.
Hvad er et Tier 1-link?
Et Tier 1-link er et backlink, der peger direkte på dit website. Det er derfor det niveau, hvor kvalitet, relevans og placeringen af linket er særlig vigtig.
Hvad er Tier 2 linkbuilding?
Tier 2 linkbuilding betyder, at man bygger links til eksterne sider, der allerede linker til ens website. Formålet er at styrke den konkrete Tier 1-side og dermed potentielt også værdien af dens link videre til dit website.
Hvad er et Tier 3-link?
Tier 3-links peger på Tier 2-sider frem for direkte på dit website. Historisk har kvalitetskravene til disse links ofte været betydeligt lavere end til Tier 1-links.
Virker tiered linkbuilding stadig?
Princippet kan stadig være relevant i bestemte situationer, men det bør ikke betragtes som en standardmetode til alle backlinks. En selektiv indsats omkring enkelte stærke Tier 1-sider er noget andet end den klassiske masseproduktion af Tier 2- og Tier 3-links.
Er tiered linkbuilding risikabelt?
Det kan være det. Hvis links primært skabes med henblik på at manipulere søgeresultater, kan metoden komme i konflikt med Googles retningslinjer omkring linkspam. Et ekstra niveau mellem et lavkvalitetslink og dit website ændrer ikke automatisk dette.
Skal Tier 2-links være lige så gode som Tier 1-links?
Historisk har kvalitetskravet været lavere på Tier 2 og endnu lavere på Tier 3. I en nutidig strategi ville jeg imidlertid være meget tilbageholdende med lavkvalitetslinks. Et Tier 2-link bør have en reel begrundelse og komme fra en side, man også kan stå inde for.
Skal man bygge Tier 2-links til alle sine backlinks?
Nej. Tiered linkbuilding bør efter min vurdering anvendes selektivt. Det giver mere mening at identificere enkelte særligt stærke Tier 1-sider og derefter vurdere, om netop disse sider er værd at styrke.
Kan Tier 2-links gøre et dårligt backlink godt?
Man bør ikke regne med det. En generisk eller lavkvalitets Tier 1-side bliver ikke automatisk værdifuld, fordi man bygger flere links til den. Kvaliteten af Tier 1-siden bør være udgangspunktet.
Er et link fra et domæne med høj DR automatisk et godt Tier 1-link?
Nej. Domænemetrics beskriver ikke nødvendigvis styrken eller kvaliteten af den konkrete URL, hvor dit backlink ligger. Derfor bør selve siden, dens indhold, egne backlinks, interne placering og udgående links også undersøges.
Om Online Marketing
Online Marketing har arbejdet professionelt med SEO siden 1999. Virksomheden er grundlagt af René Madsen, som fortsat står bag analyser, strategier og rådgivning. René har arbejdet praktisk med linkbuilding gennem forskellige generationer af SEO, herunder tiered linkbuilding og flerlagede linkstrukturer. Erfaringen bruges i dag til at vurdere links ud fra mere end domænemetrics alene – herunder den konkrete sides kvalitet, relevans, egne backlinks, placering og udgående linkmønster.